Caspersens klumme

I et nu for længst glemt afsnit af DRs fodslæbende "Forbrydelsen" var Skæbnen pludseligt og umotiveret et emne. Det spørgsmål man diskuterede, var sådan set klart nok: Tror du på skæbnen? Eller tror du man er ansvarlig for sit eget liv?
Spørgsmålet var ikke så revolutionerende, ej heller interessant i den dramatiske sammenhæng hvori det indgik, men alligevel må man hæfte sig ved det. Den populærkulturelle ramme om spørgsmålet gør nemlig at man med god grund kan regne med at spørgsmålet er stillet som det normalt stilles i den brede befolkning. Ved at analysere seriens brug af begrebet Skæbne, kan vi altså lære noget om normal-brugen.
Serien stiller problemet op som et klokkeklart enten/eller. Enten skæbne eller selvbestemmelse. Det kan nok undre teologer, litterater, sociologer, psykologer og andre med en professionel, faglig interesse i begrebet. Noget af det der kan undre, er at alternativet til Skæbne virkeligt skulle være komplet selvbestemmelse. Tror nogen i risikosamfundets tidsalder stadig på selvbestemmelse? Miljø- og naturkatastrofer, uhelbredelige sygdomme, terrorisme mm. har måske slet ikke den effekt vi forestiller os. Freud was here - og det skulle ifølge gængs idehistorie have resulteret i et udfordret subjekt. Et subjekt i borgerkrig mellem over-jeg, jeg og id. Et subjekt underlagt ubevidste motiver og drifter, men....Folket vil have selvbestemmelse! Videre kan det undre at Skæbne skulle være præcis det samme som forudbestemmelse. Har vi ikke altid ment at Skæbnen netop var det man IKKE kendte. Man siger: "Det blev min skæbne at....."Og det gør man fordi man indser det løbende. Skæbnen opstår, Skæbnen skaber sig - i mere end én forstand.
Hamlet, fx., får en skæbne som han slet ikke var klar til: "O cursed spite..." siger han, men det går op for ham at det er blevet hans skæbne. Dermed nærmer vi os en mere nuanceret skæbneforståelse. Skæbnen er det der opstår i grænsefladen mellem selvbestemmelse og forudbestemmelse - det som ingen af de to kategorier rigtigt kan nå. Har vi selvbestemmelse over naturkatastrofer? Er det forudbestemt at vi skal rammes af dem? Nej, vel? Men de kan så sandelig sagtens blive vores skæbne - som tsunami-katastrofen så tragisk demonstrerede.
En skæbne kan man tage på sig, men det kan man kun hvis man anerkender den som skæbne. Så længe man klynger sig til håbet om selvbestemmelse, kan man ikke acceptere skæbnen. Man synes ikke det kan passe, man kæmper imod. Og det kan der være god grund til, så længe der er reelt håb om at ændre noget, men det håb dør nogle gange ud, og så bliver forholdet vores skæbne. En skæbne man kan tage på sig. Det kan blive ens skæbne at miste under himmelråbende ubærelige omstændigheder. Den skæbne kan ikke omstødes, ankes, omgøres. Den står ved magt. Bogstaveligt talt. Vi plages af fortid og fremtid. Ting vi kunne have gjort for at undgå skæbnen, ting vi vil gøre for at rette op på skæbnen - men lige lidt hjælper det...Skæbnen er kommet for at blive.
Synden er også en skæbne. Mange fortolkere af kristendommens syndsbegreb har begået den fejltagelse at tro at synd var et spørgsmål om selvbestemmelse. At synden kunne afværges, undgås, undslippes. Det kan den ikke. Synden er absolut, og vi lever med den hver dag. Fortolkere fra andre lejre har med samme udgangspunkt ment at begrebet om synd var forældet, for det kan jo netop ikke undgås. Og dermed har de både forstået og misforstået hele pointen. Synden er din skæbne. Det betyder at du aldrig er bedre end andre. Farisæeren har ingen adgang til synden som skæbne, for han tror sig - potentielt - fri af den. Når synden er vores skæbne, er vi frie. Synden ligger uden for vores selvbestemmelse, og vi kan ikke selv gøre os til hverken værre eller bedre mennesker. Vi er blot det: mennesker, og som sådan må vi leve med den absolutte synd som vores skæbne. Og i den skæbne er mennesket tilgivet og elsket af Kristus. Men hvad med af hin anden?

Labels: kristendom, skæbne, synd